• Ukategoriseret

    “Nej, jeg er bare blevet tyk”

    Sådan svarede jeg min kollega, da hun midt på gangen, blandt patienter og pårørende og personale, udbryder: “Neeeeej, venter du dig??” Jeg var netop kommet tilbage på min gamle arbejdsplads efter 3 måneders sygemelding ifm min fars død. Jeg var drænet, ulykkelig og noget rundere end vanligt, og bestemt ikke “i lykkelige omstændigheder”. _______________________ Fra 12-årsalderen og indtil midten/slutningen af tyverne var en spiseforstyrrelse en del af min dagligdag. Tvangsoverspisninger (binge eating disorder) var min følgesvend i så mange år, at det sommetider er mærkeligt, at den ikke længere er det. Måske, måske ikke på grund af det kaos, der var i min opvækst, begyndte jeg i højere grad at…

  • Personligt

    Ting, jeg ville sige

    Her til morgen savner jeg min mor og min far helt afsindigt… Hvor er sorg dog en dobbeltsidet affære. Det er ikke bare ren elendighed og svære dage. Det er netop på de gode dage, hvor der er så mange ting, jeg gerne ville dele med dem, at de mangler mest. Hvis de var her lige nu og her, ville jeg fortælle dem disse ting: – Det går godt på mit nye arbejde. For det første er jeg sindssygt glad for at være raskmeldt. For det andet føler jeg, at jeg er ved at falde til, og mine kollegaer er søde og imødekommende. Specialet er omfattende, men SÅ spændende, og…

  • Ukategoriseret

    Hard work!

    De seneste 8 uger har stået i de nye vaners tegn… På rette tidspunkt på rette mentale ståsted, tog jeg beslutningen om at betale (i dyre domme!) for et forløb hos en personlig træner. Det indebærer kostplan, træningsplan, vejledning, ugentlige målinger og billeder (i undertøj!), feedback og enkelte personlige træninger i en periode på 20 uger. Med “det rette mentale ståsted” mener jeg, at timingen har været afgørende. Jeg var klar til det. Det var jeg, fordi jeg ikke kunne holde ud ikke at gøre det. Ubehaget ved at blive i den samme situation var større end ubehaget ved at forandre mit liv. Den indsigt gjorde en forskel. Der er…

  • Ukategoriseret

    3 grunde til at skrive en blog

    Egen-terapi Heart Work opstod i kølvandet på min forrige blog, Sindelag, som jeg for nyligt valgte at nedlægge. Sindelag skabte jeg som konsekvens af en fuldkommen umulig tid i mit liv, hvor jeg hverken kunne orientere mig eller finde nogen form for mening. I spændingsfeltet mellem at være professionel, pårørende og privatperson så jeg min far blive syg og dø af sine kræftsygdom på få måneder sideløbende med min mors uendelige kamp for ikke at blive opslugt i et sundhedssystem, og indædt forsøge at bevare et minimum af værdighed som patient. De ting har jeg stadig behov for at skrive om og vende tilbage til; det må jeg indrømme. Men…

  • Ukategoriseret

    Den-Unævnelige

    I mit arbejde som sygeplejerske kalder man en patients død for ‘et mors’. Klinisk. Ude i den virkelig verden, er den nok mest stuerene udgave, at nogen ‘er gået bort’ eller ‘sovet stille ind’. Derimod er den formulering jeg oftest ser på Facebook, at ‘himlen er blevet en stjerne rigere’. Jeg kan godt lide det helt jordnære i at sige det, som det er. At nogen er død. Mine familiemedlemmer er døde. Deres liv er ophørt. Døden er hverken en medicinsk betegnelse, et formildende og poetisk begreb, og da slet ikke en patetisk eller sentimental metafor. Døden skræmmer mig ikke. At bruge ordet ‘død’ er ikke det samme som at…

  • Personligt

    Pixelerede minder

    Her til morgen var træningen en overvindelse. Jeg kom dog afsted, og nu sidder jeg herhjemme med god samvittighed inden aftenvagt på hospitalet. Også i dag savner jeg min mor. Jeg tænker over, hvor forunderlig og mangeartet sorg egentlig er. Det er en smerte, det er følelsen af tab, og det er kærlighed, savn, varme og erindringer. Nogle siger, at sorg er kærligheden, der er blevet hjemløs. Jeg ser vist lidt sorgen som kærlighed med omvendt fortegn, hvis man kan sige det sådan. Noget der før var i plus er gået i minus. Kærligheden er som den altid har været, men nu gør den også ondt. Mit savn til min…

  • Personligt

    Den man elsker tugter man

    I min familie har vi et enkelt og meget sjældent eksemplar af racen ‘grønøjet monster’. En grønøjet autistisk, ung mand ved navn Mathias med livsmod i blikket, bil-facts på hjernen og store armbevægelser. En lillebror, der gentagende gange er genstand for mine skriverier, refleksioner og min absolut uforbeholdne kærlighed. Min mor viste altid sin moderkærlighed til mig i form af strik og madlavning og “kom herhjem og put dig”. Min far udtrykte sin kærlighed med de bedste far-kram i verden, godnatsange (selvom jeg var i midten af tyverne…) og ved at stille mig filosofiske dilemmaer, så jeg kunne lære at tænke og argumentere. Mathias… Ja, han kalder mig ‘hængebugsvin’, ‘dovne…

  • Ukategoriseret

    Pigen med guldstiletterne

    Fuglenes forårssang trænger ind gennem mit vindue og fortæller historier om det spæde sommervejr, som ingen vist helt tør stole på. Det nylige omslag i vejret gør luften varm og tyk om dagen, og sitrende og fugtig om natten. Lige nu bevæger fingrene på tastaturet sig målrettet, selvom jeg egentlig burde beskæftige mig med husmodergerningen eller noget andet fornuftigt. Duften af morgenkaffe overdøver dog heldigvis den dårlige samvittighed, og jeg trækker vejret dybt og føler mig helt levende. Denne historie tager sin begyndelse for lang tid siden. Mere præcist i 2011 hvor jeg tog på en cykelrejse til Frankrig for at give et hårdt presset kærlighedsforhold en ny chance og…