Ukategoriseret

Pigen med guldstiletterne

Fuglenes forårssang trænger ind gennem mit vindue og fortæller historier om det spæde sommervejr, som ingen vist helt tør stole på. Det nylige omslag i vejret gør luften varm og tyk om dagen, og sitrende og fugtig om natten.
Lige nu bevæger fingrene på tastaturet sig målrettet, selvom jeg egentlig burde beskæftige mig med husmodergerningen eller noget andet fornuftigt.
Duften af morgenkaffe overdøver dog heldigvis den dårlige samvittighed, og jeg trækker vejret dybt og føler mig helt levende.

Denne historie tager sin begyndelse for lang tid siden. Mere præcist i 2011 hvor jeg tog på en cykelrejse til Frankrig for at give et hårdt presset kærlighedsforhold en ny chance og ikke mindst forsøge at genfinde mig selv i et kaos af følelser.
Provianteret med kun det nødvendigste tøj, en dagbog, et trangia-sæt, et atlas og et par gamle guldstiletter begav jeg mig bogstaveligt talt ud i ukendt land og efterlod kæreste, familie, hjem og tryghed bag.

Forud for denne rejse – jeg var på dette tidspunkt i starten af tyverne – lå et halvt års depression, frustrationer, nogle måneders psykiatrisk indlæggelse og dårligt selvværd, men også nye venskaber, støtte fra familien, selvransagelse og udvikling.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare, hvorfor det var vigtigt for mig at medbringe guldstiletterne. Af alle de mange ting – sovepose, lommekniv, tøjklemmer, praktisk tøj og nedbrydelige plastikposer – forekom guldstiletterne mig at være vigtigst.

Hele verden var i omvæltning; min identitet måtte revurderes, min forstand ikke mindst, og mit indre befandt sig i et kakofonisk væld af overvejelser om livet og mine forventninger til livet. Geografien ændrede sig hver dag på min cykeltur, men midt i en verden, der bevægede sig så hastigt, kom guldstiletterne til at repræsentere én ting, jeg både kunne og ville holde fast i. Når jeg havde dem på, var jeg ikke den syge, “den dårlige kæreste”, den ubeskæftigede ikke-studerende, der ikke kunne få tingene til at hænge sammen. I stedet var jeg bare en ung dame iført fine, fine guldsko.

Guldstiletterne reddede ikke mit kæresteforhold, og de var ofte ret så uhandy at have på. Men til gengæld blev jeg mindet om værdien af at drømme. At drømme om bedre tider, om forandring, om det smukke, om det betydningsfulde.

Nu er jeg 30 år, og meget vand er løbet i åen siden. De seneste to år har stået i sygdommens tegn, og jeg har mistet min mormor, min far, min mor og min kærestemor (stedmor) på 15 måneder. Men mens krisen har skyllet ind over mig, og tilværelsen har syntes fuldkommen meningsløs, er en erindring alligevel tonet frem.
…En erindring om en 22-årig pige, der også dengang famlede i blinde i jagt på at skabe en eller anden mening. Og selvom hun først formåede det, da der var gået noget tid, og hun var blevet stærkere, så lærte hun noget om at værne om de små ting, der alligevel giver glæde.

Jeg sidder her i mit barndomshjem og husker på at drømme. Husker på betydningen af at håbe. Jeg dvæler et øjeblik ved kendsgerningen. At selvom pigen er blevet til en kvinde, må jeg ikke glemme, hvad pigen med guldstiletterne lærte mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *