Personligt

Den man elsker tugter man

I min familie har vi et enkelt og meget sjældent eksemplar af racen ‘grønøjet monster’. En grønøjet autistisk, ung mand ved navn Mathias med livsmod i blikket, bil-facts på hjernen og store armbevægelser. En lillebror, der gentagende gange er genstand for mine skriverier, refleksioner og min absolut uforbeholdne kærlighed.

Min mor viste altid sin moderkærlighed til mig i form af strik og madlavning og “kom herhjem og put dig”. Min far udtrykte sin kærlighed med de bedste far-kram i verden, godnatsange (selvom jeg var i midten af tyverne…) og ved at stille mig filosofiske dilemmaer, så jeg kunne lære at tænke og argumentere.
Mathias… Ja, han kalder mig ‘hængebugsvin’, ‘dovne storesøster’ og ‘det svage køn’.

Jeg tager det som en tillidserklæring, at han til stadighed dagligt ringer mig op (og hvis jeg ikke tager den, ringer han igen og igen…) og fortæller mig ALT, hvad han har på hjerte. Især om tog-køreplaner eller mærketøj eller ting, han gerne ville bruge penge på. Og da han var mindre, havde han en ret fysisk måde at dele sin glæde med mig på: Når han var glad – sådan rigtigt glad – at han dårlige kunne skjule et smil og så ud om om, han lige var ved at sprænge af glæde… så stak han mig en lammer.

Set udefra er det meget svært at begribe. Ja, set indefra er det meget svært at begribe.
I min familie har vi altid formået at se ham – og elske ham – for den han er. Og når Mathias udtrykker sin kærlighed gennem fornærmelser, så ved je, hvad han virkelig føler. Også selvom han ikke selv gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *