Personligt

Pixelerede minder

Her til morgen var træningen en overvindelse. Jeg kom dog afsted, og nu sidder jeg herhjemme med god samvittighed inden aftenvagt på hospitalet.

Også i dag savner jeg min mor.
Jeg tænker over, hvor forunderlig og mangeartet sorg egentlig er. Det er en smerte, det er følelsen af tab, og det er kærlighed, savn, varme og erindringer. Nogle siger, at sorg er kærligheden, der er blevet hjemløs. Jeg ser vist lidt sorgen som kærlighed med omvendt fortegn, hvis man kan sige det sådan. Noget der før var i plus er gået i minus. Kærligheden er som den altid har været, men nu gør den også ondt.

Mit savn til min mor overrasker mig til tider. Jeg troede, at det mest smertefulde ville være i forbindelse med min fars død, fordi han var ‘den raske forælder’; fordi hans sygdom var så kort, intens og uventet.
Og derimod ventede jeg, at min mors død frem for alt ville medføre lettelse. Hun havde været syg så længe, og at de sidste to år var så umulige og uværdige, så jeg forventede mere ro i sjælen, når hun døde. Men det øjeblik jeg modtog opkaldet fra hospitalet, krakelerede min verden fuldkommen.

Min sorg til min far, min sorg til min mor og min sorg til min kærestemor kan ikke rigtig sammenlignes. De er smertefulde på hver sin måde og af forskellige grunde. Men min mors død, og især tankerne om hendes sidste år, forfølger mig stadig. Jeg har svært ved at finde ro i det. Der er gode dage og svære dage. Det bedste der kunne ske var, at min mor fik fred, og det er jeg på mange måder meget taknemmelig for. Men så er det ind i mellem, at sorgen overtager, og jeg kan blive helt desperat over, at hun ikke er her mere.

Min kære lille mor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *