Ukategoriseret

Den-Unævnelige

I mit arbejde som sygeplejerske kalder man en patients død for ‘et mors’. Klinisk.
Ude i den virkelig verden, er den nok mest stuerene udgave, at nogen ‘er gået bort’ eller ‘sovet stille ind’.
Derimod er den formulering jeg oftest ser på Facebook, at ‘himlen er blevet en stjerne rigere’.

Jeg kan godt lide det helt jordnære i at sige det, som det er. At nogen er død. Mine familiemedlemmer er døde. Deres liv er ophørt. Døden er hverken en medicinsk betegnelse, et formildende og poetisk begreb, og da slet ikke en patetisk eller sentimental metafor.

Døden skræmmer mig ikke.
At bruge ordet ‘død’ er ikke det samme som at sige “Voldemort”.

I mit første år på akut neurologisk afdeling som sygeplejerske nævnte jeg på et tidspunkt for vores overlæge, at patienten på stue 6 var ‘morset’. Han kiggede indtrængende på mig og sagde, at vi aldrig skulle sige, at patienten var ‘morset’.
“Død,” sagde han. “Patienten er død. Hvis vi bruger kliniske betegnelser om et patient, der er død i vores varetægt, så gør vi afstanden mellem mennesket i sengen og mennesket i kitlen meget større. “

Siden den dag har jeg selv undgået at bruge ‘mors’ udover det højest nødvendige, for jeg kom til at tænke over, at døden er et vilkår for selv Lykkens Pamfilius. Vi som mennesker aldrig er længere fra hinanden, end at døden binder os sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *