Ukategoriseret

3 grunde til at skrive en blog

Egen-terapi

Heart Work opstod i kølvandet på min forrige blog, Sindelag, som jeg for nyligt valgte at nedlægge. Sindelag skabte jeg som konsekvens af en fuldkommen umulig tid i mit liv, hvor jeg hverken kunne orientere mig eller finde nogen form for mening.
I spændingsfeltet mellem at være professionel, pårørende og privatperson så jeg min far blive syg og dø af sine kræftsygdom på få måneder sideløbende med min mors uendelige kamp for ikke at blive opslugt i et sundhedssystem, og indædt forsøge at bevare et minimum af værdighed som patient.

De ting har jeg stadig behov for at skrive om og vende tilbage til; det må jeg indrømme. Men hvor vantro og sorg før var hele mit liv, er det nu kun en del af mit liv. Den historie jeg vil fortælle mig selv  – og om mig selv – er forandret.
Det er ikke historien om, hvor barskt det er at være mig. Derimod er det historien om det hårde arbejde, man må gøre for at ‘holde hjertet åbent’, ikke blive hård og desillusioneret på sin vej mod at skabe en meningsfuld dagligdag igen.

Sygeplejeliv

Med tiden vil jeg gerne kunne sætte et større fokus på arbejdslivet og vilkårene for sygeplejersker i den danske sundhedssektor. Jeg vil også gerne kunne synliggøre det sundhedsvæsen, vi som fagprofessionelle forventer at håndhæve, selvom ressourcer og prioriteringer ikke stemmer overens med den virkelighed, vi møder på arbejdet.
Alle vil på godt og ondt komme i berøring med sundhedsvæsenet gennem livet og vil blive underkastet et system, der til stadighed er mere uigennemskueligt, mere travlt, mere nedprioriteret. Hvor afstanden mellem mennesket i kitlen og mennesket i sengen bliver støre, fordi der simpelt hen ikke er tid til  at yde menneske-sygepleje.
Denne ambition om at skrive mere sygeplejeorienteret er et work in progress. Jeg er stadig ved at finde både mit ståsted.
For ved siden af de mere politiske tanker om sygeplejen, er der også min helt personlige glæde og lykke ved at kunne arbejde som sygeplejerske, kunne arbejde med mennesker og gøre en forskel, hvor de er aller mest hjælptrængende.

Finding Writing

Den sidste overvejende grund til at opstarte og skrive en blog er, at jeg ikke kan lade være.
At mit behov for at sætte ord på verden omkring mig altid har eksisteret. Som barn var mine noget selvhøjtidelige erkendelser om tilværelsen genstand for drillerier fra min bror, og jeg stak ofte udenfor i forhold til mine jævnaldrende ved altid at reflektere så meget med ord. Ved at oprette en blog skaber jeg mit eget frirum til at gøre dette.
En anden side af samme sag er også, at jeg har ambitioner om at skrive bøger. Jo mere jeg får skrevet, desto mere finder jeg mig selv og min stemme i ordene.
Jeg er ret spændt på, hvor det ender. Jeg kan mærke, at jeg skal turde at tro lidt mere på det og slukke for den indre kritik, der til stadighed kan finde på at fortælle, at jeg hverken er “interessant nok” eller dygtig nok til at have drømme i den retning. Heldigvis har den ikke meget taleret i mit liv mere, og som oftest skriver jeg hvad jeg vil, hvis jeg vil.

At skrive – og i virkeligheden nok alle andre kreative processer – har det i øvrigt nok med at udfordre ens eget selvbillede og ens egen selvtillid. Der kunne man lære lidt af børn. Der er ikke grænser for, hvilken stolthed børn kan frembyde, når de helt selv har lavet en tegning af en hest, der til forveksling ligner kruseduller og vilkårlige streger.
Måske er forsøget i virkeligheden en præstation i sig selv, uagtet resultatet?

Heart Work vil jeg gøre forsøget. Og jeg ved ikke, hvor det ender, eller hvor meget blogskrivningen vil komme til at fylde, men du er meget velkommen til at læse med og kommentere, hvis mine ord skaber nogle tanker i dig 🙂

//Signe

2 kommentarer

  • Ulla

    Tak, fordi du ikke kan lade være, Signe.
    Dine skrevne tanker vidner altid om “omhu og viljen til at præcisere”.
    Let your thoughts roll, my dear <3

    • adminheartwork

      Tak, Ulla.
      Det er dejligt, det bliver taget sådan imod.
      For mit vedkommende har der været mange mentale barrierer overfor at blogge, men som sagt; jeg kan vist ikke lade være 🙂
      God pinse til dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *