Ukategoriseret

Hard work!

De seneste 8 uger har stået i de nye vaners tegn… På rette tidspunkt på rette mentale ståsted, tog jeg beslutningen om at betale (i dyre domme!) for et forløb hos en personlig træner. Det indebærer kostplan, træningsplan, vejledning, ugentlige målinger og billeder (i undertøj!), feedback og enkelte personlige træninger i en periode på 20 uger.

Med “det rette mentale ståsted” mener jeg, at timingen har været afgørende. Jeg var klar til det.
Det var jeg, fordi jeg ikke kunne holde ud ikke at gøre det. Ubehaget ved at blive i den samme situation var større end ubehaget ved at forandre mit liv. Den indsigt gjorde en forskel.

Der er altid en grund til, at man gør, som man gør.
Jeg tror selvfølgelig, det er mere kompliceret som så, men groft sagt hævder jeg, at forandring kræver, at man accepterer en vis portion “ubehag”.
Man forandrer sig ikke, så længere ens nuværende situation er mindre ubehagelig end en forandring.
Det kan godt være, man befinder sig i et sted i sit liv, som ikke er rar at være i.
Måske er man træt af sin krop og af, at man spiser usund mad, der gør en tvær og energiforladt.
Man VED godt, at man bør træne, spise mere varieret, og det er da heller ikke fordi, man ikke fysisk er i stand til det.
Men alligevel kan det være, at det er rarere/tryggere/nemmere/mindre ubehageligt at fastholde den situation end at skulle forandre den.

Måske er det tanken om, hvor tidskrævende det vil være, at ændre sin kost, der er “det ubehagelige”.
Måske er det udsigten til mindre søvn, hvis man skal stå en time tidligere op for at få trænet.
Måske er det tanken om at gå i et træningscenter, hvor alle kigger på en (selvom de færreste nu kigger på andet end sig selv eller mobilskærmen)
Eller måske så simpelt som angsten for at fejle – hvad nu hvis man rent faktisk ikke kan?

Selvom det måske ikke synes så enkelt, vil jeg påstå, at det er forandrings-ubehaget, der er nøglen.
Med andre ord vil fx en ændring i sin livsstil kræve, at man accepterer, hvor hårdt og besværligt og krævende det vil være at lægge stilen om. (Og inden længe vil det jo nok medføre positive virkninger og resultater, der vejer langt tungere end besværet, but still….)

Igen, jeg betragter det væsentligt mere kompliceret end som sagt…
For et år siden da jeg var længst nede, afsindigt stresset, havde voldsomme angstreaktioner, intet overskud og var i sorg og ikke mindst i krise, skulle absolut ingen fortælle mig, at jeg skulle “ruske op i mig selv” og gå i gang med at ændre mit liv til det bedre. Selvfølgelig var jeg ikke – eller så godt som ikke – i stand til det på det tidspunkt.

Men da jeg atter genvandt mine kræfter – tid, tid, tid! -, anstrengte jeg mig for at skelne mellem de ting, jeg kan gøre noget ved, og de ting jeg ikke selv vælger. Ubehaget ved at blive i en dagligdag, hvor min krop var tung, astmaen og eksemen blomstrede, hvor jeg ikke følte mig ikke tilpas eller tiltrækkende endte med at veje tungere end alt det hårde arbejde, jeg måtte lægge i at ændre det.

Og det er hårdt arbejde. Langt de fleste dage vejer jeg min mad, og jeg træner oftest 5 gange om ugen. Jeg er nødt til at stå op lidt i 5 om morgenen, for at få trænet inden dagvagt, for efter arbejde er jeg kvæstet. Alkohol er holdt til et minimum, festerne ligeså, og indrømmet, det lægger en dæmper på sociallivet.

Til gengæld er fredag blevet min absolutte ugentlig yndlings-dag, fordi det er den dag, jeg vejer mig. Succesen ved at se vægten og fedtprocenten dale og at tøjet begynder at passe igen er latterligt tilfredsstillende. Men mest af alt er den største sejr, at jeg føler, at jeg har styringen i mit liv igen. Tilværelsen er ikke bare en ting, der passerer forbi i al for høj hastighed, og maden er ikke bare noget, jeg brødbetynget kaster ind i gabet for at dulme min eksistentielle krise.
Det er angstprovokerende, at man langt hen ad vejen selv står med ansvaret for det liv, man lever. Hvis man fejler, så er det jo desværre ikke andres skyld. Men lige så angstprovokerende, lige så vidunderligt er det. For hvis man selv har magten, kan man jo selv vælge det liv, man aller helst gerne vil have. Og det føles sådan set ret okay.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *