Ukategoriseret

“Nej, jeg er bare blevet tyk”

Sådan svarede jeg min kollega, da hun midt på gangen, blandt patienter og pårørende og personale, udbryder: “Neeeeej, venter du dig??” Jeg var netop kommet tilbage på min gamle arbejdsplads efter 3 måneders sygemelding ifm min fars død. Jeg var drænet, ulykkelig og noget rundere end vanligt, og bestemt ikke “i lykkelige omstændigheder”.

_______________________

Fra 12-årsalderen og indtil midten/slutningen af tyverne var en spiseforstyrrelse en del af min dagligdag. Tvangsoverspisninger (binge eating disorder) var min følgesvend i så mange år, at det sommetider er mærkeligt, at den ikke længere er det. Måske, måske ikke på grund af det kaos, der var i min opvækst, begyndte jeg i højere grad at håndtere stress og svære følelser med at søge totalt kontrol. Jeg registrerede og dokumenterede, hvad jeg spise. Læste en masse om ernæring, kalorier og sammensætning af madvarer, samtidig med at jeg var meget mentalt hård ved mig selv: “Lad være at spise kage. Du bør kunne styre dig, din dumme idiot”. Kravene til mig selv var utallige, men når jeg fulgte reglernes smalle sti, følte jeg mig tryg og i kontrol.

Før eller siden ville enhver periode, hvor jeg følte jeg havde styr på tingene, efterfølges af en periode med totalt kontroltab. Jeg ville “falde i”, overspise og føle selvlede. Sommetider ville jeg spise for at dulme, andre gange for at straffe mig selv over hvor dum og klam jeg var, når jeg nu ikke engang kunne styre mig selv. Det er ekstremt hårdt at forsøge at leve så polariseret. Det føltes som et mentalt fængsel, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle træde ud af hamsterhjulet.
Hvis jeg ikke kontrollerede alting ned til mindste detalje, følte jeg ubehag, stress, kaos og angst (sidstnævnte lærte jeg først at genkendte som angst langt senere). Hvis jeg kontrollerede alting, følte jeg mig under massivt pres, og risikoen for at “fejle” og være utilstrækkelig var massiv. Men i det mindste var det ikke så slemt som kaos.

_______________________

Var jeg for nogle år siden blevet spurgt, om jeg venter mig, var jeg gået grædende derfra. “Man kan se, jeg har taget på!” Hvilket jo i min optik var at sidestille med “Se den klamme ko, hun kan jo slet ikke styre sig selv”.
Dengang var mit taljemål proportionelt forbundet med min værdi. Jo tykkere jeg blev, jo mindre værd måtte jeg være. (Den regel gjaldt KUN for mig selv. Det var udelukkende mig, der var klam og dum) Når jeg kigger tilbage på det, kan jeg blive helt vred over, at jeg tænkte sådan om mig selv og talte sådan til mig selv.

Hvis folk spørger mig, om jeg stadig har en spiseforstyrrelse, er svaret nej.
I 2015 var jeg i et 8 måneders behandlingsforløb i LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, og det ændrede mit liv helt afgørende. At møde andre ligesindede medvirkede til, at skammen forsvandt.

Først da jeg holdt op med at skamme mig over, hvor klam og viljeløs og ubetydelig jeg var, begyndte jeg at føle, at jeg kunne tage magten igen. Måske kan jeg godt have tendens til stadig at “være lidt spiseforstyrret”når stress eller kriser presser sig på. Det betyder fx, at jeg øger mit indtag af mad mm. i markant grad og ofte får en lidt dum måde at tænke på: “Nu har jeg spist et stykke kage… Så kan det være lige meget resten af dagen”. Jeg skal nok anstrenge mig hele livet for, at den gamle tankegang ikke tager over, når overskuddet er lille. Men meget mere end det, fylder det ikke.

_______________________

 

Det er også derfor, at mit selvbillede ikke bliver synderligt påvirket at, at jeg har taget 20 kg på. Altså, jeg synes, det er irriterende, for jeg kan bedre lide at veje mindre. Men at være tyk har ingen betydning for mit værd, min identitet, min selvkontrol eller mangel på samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *