Ukategoriseret

At være eller ikke at være…

… en “menneskelig sygeplejerske”.

Lige sidder jeg i haven hjemme i Brønshøj under høj himmel og ufortrøden sol. Dage som nu kalder på minder fra barndommes somre i min farmors sommerhus i Kulhuse. Netop nu ville hun have serveret varm middagsmad på havebordet under skyggen af fyrretræerne, og der ville ikke være andre bekymringer end hvepsenes summende kamp over glasset med saftevand.

Ugen har været specielt og har vækket eftertænksomhed.
Nogle oplevelser på arbejdet genkaldte minder fra tiden omkring min mors indlæggelse kort inden hendes død. Den position man har som pårørende er på mange måde så ambivalent, for på den ene side er man nødt til at overgive ansvaret til de sundhedsfaglige, mens man på den anden side også stadig har holdninger til, hvad der er bedst for den syge.
Hidtil har jeg altid holdt af at hjælpe og tale med de pårørende, fordi jeg har forståelse for, hvor vigtigt det er at blive inddraget. Men nu er det pludselig blevet svært at skulle hjælpe de pårørende. Alt alt for godt kan jeg relatere mig til deres svære følelser; angst, bekymring og magtesløshed, og det betyder også, at jeg mærker det alt for stærkt.

I situationen er jeg altså udmærket klar over, at det på ingen måder handler om mig, og jeg er i stand til at skjule mine følelser. Men det er særdeles udfordrende. Min sorg bliver så nærværende, at jeg helt skammer mig. For i mine øjne er det helt uhørt, at jeg mærker min egen sorg som pårørende, når det er andres, der er i spil.

Indrømmet, jeg mener ikke, at den bedste sygeplejerske er hende eller ham, der kun formår at være professionel; i hvert fald ikke hvis det betyder, at man ikke selv har følelser. Hvis jeg var patient, ville jeg også gerne kunne mærke et menneske bag kitlen.
For mit vedkommende er det bare en balancegang. Jeg er nødt til at holde sammen  på mig selv – og min sorg – ved at holde fast i sygeplejersken, og nærmest udelukkende hende. Det er nødvendigt at være “mere sygeplejerske end menneske”, fordi den pårørende indeni mig stadig er alt alt for følsom. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *