Ukategoriseret

11 år

Udenfor, på den anden side af mit vindue, står trækronernes sorte silhouet i kontrast til den lyse nattehimmel.
Jeg har fulgt mørkets konturer med øjnene et stykke tid, men finder ingen ro.
Det er efterhånden noget tid siden, jeg har ligget i min seng og ikke kunne falde i søvn. Efter start på mit nye arbejde har jeg været taknemmeligt udmattet, og det er skønt at bruge så meget energi på noget, der er nyt og spændende og udfordrende. Og well, det er også virkelig hårdt at være i gang igen.

I dag har gråden siddet i halsen næsten fra morgenstunden, uden at jeg helt selv har været bevidst om det.
Det var først et godt stykke op af dagen jeg indså hvorfor. I går – og i dag – har gaderne været fyldt med hujende, glade, berusede studenter. Et årligt ritual der de seneste 11 år uden undtagelse har afstedkommet meget ubehagelige minder, hvis påvirkning jeg faktisk troede, jeg ville være fri for nu.
Den 24. januar 2008, dagen for min dimission og studenterkørsel, fik min mor en blodprop i hjernen og mistede nærmest hele synet. Det blev begyndelsen til en nedadgående kurve for min mor og hendes helbred.
Under det meste af min studenterkørsel formåede jeg at holde sammen på mig selv – smilede på alle billederne, drak og skålede med de andre, hujede og sang i takt til musikken fra de dundrende højtalere -, men indeni var jeg bare så ked af det. Obviously.

Sommeren 2008 var forfærdelig.
Endelig havde det været meningen, at jeg skulle flytte hjem igen efter at have været nødt til at bo hjemmefra siden 13-års-alderen. Det havde virkelig været det rigtige valg med efterskole og efterfølgende kostkollegie i gymnasietiden, men det var dengang et alternativ til kommunens afgørelse om, at jeg skulle sættes i plejefamilie. Derfor var studenterhuen ikke bare symbol på 3 års gennemført skolegang og “almen dannelse”, det var også milepælen for et voksenliv, hvor jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville. Herunder at flytte hjem for en tid og have min mor lidt alene.
Fra den dag min mor kom hjem fra sin indlæggelse, var livet markant forandret. I den første tid efter var hun dybt afhængig af min hjælp. Hun faldt, gik ind i ting, kunne ikke længere køre bil eller klare dagligdags opgaver. Det skal siges, at med tiden fandt min mor fra gud ved hvilket sted så meget stædighed og vilje, at hun lærte at klare stort set alt selv, lige med undtagelse af bilkørslen. Blodproppen havde forårsaget skade i synsnerven, hvilket efterlod hende med et minimalt synsfelt (svarende til omkredsen af et øje fra 1 meters afstand). Det vil sige, at hun kunne se visse ting fra større afstande, men også at det lille synsfelt kun opfangede begrænsede mængder lys. Om vinteren betød det, at hun så godt som intet kunne se.

I den sommer var det rent og skært hæsligt. Det var nok også den afgørende årsag til, at jeg i februar 2009 valgte at tage et år til Australien, fordi jeg bare skulle væk. Min mor blev aldrig helt den samme. Sommetider tror jeg ikke, jeg forstod, hvor dybt indgribende tabet af synet blev for min mors identitet. Og jeg tror heller ikke, det er meningen, jeg som datter skal forstå det. Selvom hun lærte at leve med det, lærte hun aldrig at acceptere det. Hun kæmpede imod mentalt, på godt og ondt. På en måde er det ret sejt, men på nogle måder også dumt. Hvis man aldrig lærer at tage imod hjælp, vil det blive ved med at føles pinefuldt og uværdigt at have behov for den. Hvor var hun dog stædig.

Nu har jeg netop passeret 11-årsdagen for min dimission. jeg havde antaget, at studenterkørslerne ville virke anderledes på mig efter hendes død. Man kan sige, at disse huebeklædte, unge dimittenter altid har trigget den gamle følelse af angst for, at min mor skulle dø. Nu er hun jo død, så hvordan kan det blive ved med at påvirke mig? Men det gjorde det, og det gør det.
Og det påvirker mig nok til, at jeg længe efter viserne har passeret midnat, stadig ligger i min seng lysvågen. Der er uroligt indeni, og jeg kan ikke forlige mig med, at det stadig gør så ondt.
I aften er jeg ikke Signe på 30, men nok nærmere Signe på 19.
Og det er sådan set også okay.
Så vil jeg ligge her og kigge op på de glimtende stjerner, mens lyden af studenterfesten et par veje væk og Aerosmiths “Dream on” fortoner sig i natten og mørket og måske inden længe drømmene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *