Gamle indlæg fra Sindelag

Er man sine følelser, eller har man sine følelser?

“Signe, i starten vil alle dine venner være der for dig. De vil være opsøgende, byde sig til, spørge til hvordan du har det og tage del i din sorg. Om et halvt år vil ingen længere høre om det”

Sådan sagde min fars kæreste til mig for nyligt, da vi talte om sorgen efter tabet af min far.  Det er formentlig noget fortegnet, men jeg ser også sandheden i det. På et tidspunkt vil jeg have sagt det højt mange gange, man vil have hørt det mange gange, de samme trøstende ord er blevet sagt mange gange. Vennerne vil holde op med at spørge ind til det. De vil forvente, at jeg kommer videre. At jeg lærer at leve med det.

Jeg har ikke travlt med at forcere bearbejdelsen af min fars død. Det har sin berettigelse, og jeg skal ikke præstere noget. Men der er stor forskel på, hvordan man bærer sorgen med sig. Jeg ser og har set mennesker, som aldrig lærer at leve med sorgen, men som lever i sorgen og for sorgen. Ind i mellem kan jeg tænke, at hvis jeg ikke føler sorgen nok lige nu og lige her, så vil jeg glemme min far. Det er min frygt, at hvis jeg ikke hele tiden kan mærke det, mister jeg det af ham, jeg har tilbage. Og på den vis forstår jeg godt, at man ikke kan slippe smerten og tabet.

Men livet er for de levende.

Og jeg tror på, at jeg altid vil bære min far med mig. Det afgørende er, hvordan jeg bærer det.

Man kan gå med sin sorg (eller sine følelser, sin sygdom, sin fortid, sin diagnose) uden på tøjet, som var det en stor frakke. Det er sådan man træder ud i livet, klædt i den frakke, og det er sådan omverdenen ser en. Frakken adskiller én fra den omgivende verden; altid dækket af det tykke lag tøj.

Jeg tror og håber, at man kan lærer at bære sorgen (eller de følelser, den sygdom, den fortid eller den diagnose) som et smykke om halsen eller tilsvarende. Således vil man altid have og bære den sorg (og den kærlighed!) med sig, aldrig glemt, og det kan let skjules under blusen og tages frem, når det er rette tid. Et smykke forhindrer heller ikke én i at være i og mærke omverdenen og livet – på godt og ondt.

Lige nu går jeg iklædt en tung og tyk frakke. Den beskytter mig fra kulden udefra, men den føles også tyngende og hæmmende. Men det kommer jeg ikke til at blive ved med.

Jeg er ikke kun nogens datter, der netop har mistet sin far og som har en svært syg mor
Jeg er ikke kun nogens barnebarn, der netop har mistet sin mormor.
Jeg er ikke kun sørgende og ikke kun fanget i mine egne følelser.

At leve er at satse.
At elske er da om noget et sats.
Begge er sats, jeg er villig til at tage.

Jeg vil aldrig komme over min fars død. Men jeg vil lære at leve med sorgen.
Og sorg eller ej, det skal ikke forhindre mig i at leve mit liv.

Lige nu er mange ting alt, alt for smertefulde. Julen føles dybt anstrengende, og tanken om det snarlige livlige forår skræmme giver mig en følelse af kvalme.
Til april kommer vi til min fars fødselsdag, og til september skal jeg fejre min med visheden om, at han ikke kan give mig den buket blomster, han har foræret mig hvert år på min fødselsdag, siden jeg var 6 år gammel.

Men på et tidspunkt, om noget tid, vil minderne og erindringen om ham finde sin plads.Og så vil jeg have smidt frakken og i stedet gå med et fint lille smykke om halsen. Det passer også bedre til alle de mange kjoler, jeg har tænkt mig at gå i, når sommeren, solen og lyset vender tilbage…

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *