Gamle indlæg fra Sindelag

Januar – hvad siger sygeplejersken?

Sygeplejersken er Dansk Sygeplejeråds Fagblad og udkommer en gang om måneden.
Det har til formål at den”…faglige udvikling skal beskrives og debatteres” og at sætte “…sygeplejerskers interesser på dagsordenen og [være] med til at styrke medlemmernes handlemuligheder som sygeplejerske, sygeplejestuderende, samfundsborger og som gruppe.” (kilde: https://dsr.dk/sygeplejersken/om-sygeplejersken)
I 2018 vil jeg hver måned opridse den måneds Sygeplejerskens aktuelle temaer og kort reflektere over emnets relevans og betydning for den hverdag, jeg oplever i mit arbejde.

Forsiden på januars udgave af Sygeplejersken vidner om tre gennemgående temaer; lønforhandlinger, evidens og sorg.

Hvad får du i løn?
Jeps, det første tema handler i denne måned om overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte. I forbindelse med OK18 (overenskomstforhandlingerne, som er startet her i januar 2018) fremsættes to slags krav: De generelle og de specifikke.
De generelle krav omfatter blandt andet forhandlinger om løn, forbedret arbejdsmiljø og rettigheder ifht sygdom og tilsvarende. Disse krav foregår på både kommunalt, regionalt og statsligt plan.

De specifikke krav har blandt andet fokus på pensions-forhandlinger og stiller endvidere krav til videreuddannelse og lederes arbejdsvilkår, mm. Disse foregår på et kommunalt og regionalt plan.
På DSR’s hjemmeside kan man læse meget mere om 2018’s overenskomstforhandlinger – læs mere her

Jeg skal være helt ærlig at sige, at mit kendskab til netop denne del – løn, vilkår, rettigheder, mm. – er det område, jeg ved mindst om. Et af min faglige mål for i år er netop at få indblik i denne side af mit fag og min ansættelse; til dels for at have overblik over min egen arbejdssituation og kunne være min egen “talskvinde”, men også for på længere sigt at vide og forstå og dermed kunne formidle dette videre.

Hvorfor gør du, som du gør?
Næste tema er evidens. På sygeplejestudiet fik vi proppet ned i halsen, at sygeplejen arbejder mod udvikling inde for evidensbaseret praksis (EBP). På daværende tidspunkt havde jeg ret svært ved at forlige mig med begrebet, fordi jeg som idealistisk, følsom sygeplejestuderende med forkærlighed for holistisk sygepleje og kvalitativ tilgang til faget oplevede evidens som den diametrale modsætning til netop dette.

Evidensbaseret sygepleje syntes at få et fokus på bekostning af den mere “menneske-til-menneske”-sygepleje, som jeg længtes efter at udøve. Og man KAN mene, at evidens og kvantitative undersøgelser sommetider ligger lidt fjernt fra det enkelte menneske. Man KAN også reflektere over, om man i praksis føler sig fritaget for personlig såvel som faglig refleksion, hvis bare der er en retningslinje bag?

Men men men… Signe Marie er blevet mere moden som sygeplejerske, og jeg er i langt højere grad af den holdning, at man i en travl hverdag i klinisk praksis, er nødt til have evidens i form af udgivet forskning og ensretning i form af kliniske retninglinjer og vejledning for best practise; hvad end specialet kræver mange instrumentelle færdigheder eller mere holistisk, psykosocial sygepleje.

Desuden arbejder jeg som forholdsvis ny, men meget struktureret sygeplejerske ud fra den devise, at retningslinjer og evidens er den betingelse, der muliggør klinisk ‘improvisation’. Med andre ord, først når vi kender og forstår reglerne, vi arbejder ud fra, kan vi i en specifik situation – hvis påkrævet – afvige fra “det man gør” og forstå konsekvenserne af det.

Hvordan hjælper man et menneske i sorg?
Det sidste tema fra Sygeplejersken, jeg vil nævne her, er emnet sorg. For min del meget relevant, men det er jo mere interessant at snakke om i forhold til den almene sygepleje. Temaet om sorg opridser den gængse sorg-teori og præsenterer en nyere teori/forståelse som blandt andet ligger til grund for en ny sorgrådgiveruddannelse.

I mit arbejde på et akutafsnit, hvor folk den ene dag er helt sunde og raske og den næste dag er akut og kritisk syge, møder jeg mange eksistentielle problemstillinger i mødet med patienter og pårørende.
Potentialet for at hjælpe mennesker, som er akut og kritisk syge er stort, men der er ikke altid noget at gøre.
Således har jeg mange gange været sygeplejersken til en patient og dennes pårørende i dyb og akut sorg. Nu har jeg aldrig følt det særligt svært at tale med mennesker, ej heller om svære emner, men sommetider har det indeni klinget lidt hult at “tage del” i andre menneskers sorg, når jeg i sagens natur ikke kan betræde den sti sammen med dem. Måske almenmenneskeligt, jo, men jeg er også professionel.

Nu har jeg netop mistet min far og kan på den vis relatere mere personligt, hvilket jeg ikke betragter som en fordel. Det kræver mere af mig at forblive professionel, men det er jeg meget bevidst om. Men jeg tænker, at mange afdelinger og sygeplejersker kunne drage stor nytte af flere kompetencer i forhold til at støtte i de eksistentielle og almenmenneskelige problemstillinger, som faget rummer.

Hvis man ikke er medlem af DSR eller abonnent på bladet, kan de lånes på langt de fleste biblioteker. God læselyst 🙂

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *