Gamle indlæg fra Sindelag

Når sorg fylder mere end overenskomstforhandlinger

Med overenskomstforhandlinger for offentligt ansatte, burde det klart være emnet for dagens indlæg. I virkeligheden er der tusindvis af sygeplejefagligt relevante emner, jeg kunne tage op, men i dag er jeg vist mest bare Signe. Også i dag er det den 2 marts, som er fødselsdagen for min farmor, der døde i 2009. Sædvanligvis ville jeg ringe til min far og ønske ham tillykke med dagen. Nu har hans telefonselskab lukket hans telefoner, så jeg kan ikke engang høre hans telefonsvarerbesked mere.

“Det er Kim og maskinen. Når klartonen vil lyde, din besked kan flyde”

Sådan lød hans telefonsvarer og har gjort det hele mit liv, og det får mig stadig til at grine. Efterhånden begynder hans fravær og det konstante savn at smelte sammen til en følelse af vedvarende bevidsthed om ham. På den måde bliver min far til al tid, alle steds, nærværende for mig.

Nogle dage føles det som om, jeg ikke kan holde ud at tænke på ham. Men så går det op for mig, at han er allerede borte. Han bliver ikke mere eller mindre død af, at jeg tænker på ham og taler om ham. Ordet “død” ændrer intet. Det er han allerede, og virkeligheden ændrer sig ikke, selvom mine tanker og følelser gør. I en verden der er så kaotisk, føles det næsten betryggende, at der trods alt er en konstant. At min far ikke kan dø mere, end han allerede er. Jeg har ham stadig med mig i hjertet og i sindet.

Al den sorg, der er min, får mig til at tænke over den sorg, der er andres. Jeg har mistet en far. Noget som de fleste af os kommer til at opleve. Det er virkelig ikke “noget specielt”. At miste sit livs kærlighed eller miste et barn må føles sværere at acceptere, tænker jeg. Kærligheden og sorgen ved tabet kan dog nok ikke sammenlignes, og det synes jeg heller ikke, det skal.

For nu hjælper det mig at skrive om det på denne blog.
I guder, tænk at man kan savne så meget

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *