Gamle indlæg fra Sindelag

Nytår og nytårsforsæt

Godt nytår!

Efter en dejlig, men utrolig følelsesladet nytårsaften er jeg havnet i et nyt år. 2018!
Det var med både sorg og lettelse, at jeg hoppede ned fra stolen, da uret markerede midnat.
Et farvel til 2017 er også et endegyldigt farvel til min far på flere måder. Heldigvis blegner hverken minderne og kærligheden. Men nok om det…

En lang periode med stress, eksistentiel udmattelse, følelsesmæssig, fysisk, økonomisk og psykisk overforbrug, manglende hverdag og alt for mange ting at forholde sig til har i de seneste uger vækker nogle tanker om det kommende år.

Sundhed er et emne, der optager mig utroligt meget. Hidtil har det i mit liv handlet utroligt meget om den fysiske sundhed. Især følelsen af at være stærk og ønsket om at se godt ud. Ingen tvivl om at jeg stræber efter begge ting, når jeg nu igen (jaja, typisk at starte 1. Januar!) har kastet mig ud i at spise med mere bevidsthed og træne mod et mål. Faktisk giver det mig også lidt et kick. Men sidenhen har sundhed vist sig også at handle især om mental sundhed.

Herunder er nogle tanker om de ”sunde” temaer, jeg ønsker at tage med mig ind i det nye år:

Bemærk: I don’t necessarily practice what I preach. Med andre ord siger jeg ikke disse ting, fordi jeg selv har fundet sandheden for livet. Disse refleksioner handler om, at jeg er vidne til livet, og det afføder mange tanker.

Når verden synes meningsløs….
Accept synes at være et tema, der igen og igen kræver min opmærksomhed, når tanken falder på sundhed.
På den ene side bliver jeg og tilværelsen mere harmonisk, når jeg accepterer verden for, hvad den er, og hvad den byder på. Her tænker jeg især på sundhed som et begreb, der har balance eller harmoni for øje.
På den anden side er accepten (af magtesløshed eller hjælpeløshed eller hvad end) også forudsætningen for at kunne række ud og bede om hjælp. Kan man ikke erkende, at der er ting, man fx på grund af sygdom ikke længere kan, så kan man heller ikke få hjælp til det. Jeg tror oprigtig talt på, at manglende accept kan skabe dyb dissonans i ens indre. Det kan være pinefuldt og ødelæggende psykisk.

Accept handler også om at leve med det, der er. Sygdom rammer; den rammer meningsløst, og den invaliderer til meningsløshed.
I dag læste jeg et citat:

The very meaningless of life forces man to create his own meaning
– Stanley Kubrick.

I en ukontrollabel verden har man intet andet valg end at være i det (med eller uden accept). Kan man finde eller skabe mening alligevel, så er man vist godt på vej.

Når mange ting af værdi skaber værdiløshed…
Well, det er jo noget af en påstand, men jeg tror i den grad på det.
I al sin enkelthed synes jeg, at når jeg har et (økonomisk) overforbrug, får jeg en tendens til at samle. Jeg samler ting omkring mig, unødvendige ting, og de bliver til rod og forstyrrelser. For mig kræver det opmærksomhed og stillingtagen at have ting alle vegne. Ydermere vækker det dårlig samvittighed, til dels alene på grund af overforbruget, til dels på grund af de associationer en ting kan skabe: fx tanken om hvordan den er produceret, om markedsøkonomi eller u-bæredygtige forhold, you name it.

Mådehold er nøgleordet, jeg gerne vil tage med mig. Det føles ikke balanceret eller sundt at bruge for meget eller bruge over evne, nærmest uanset om det er penge, sex, mad eller alkohol. Jeg tror på, at det er drænende at give for meget, gøre for meget, bruge for meget og føle for meget. Mådehold må handle om evnen til at regulere sig selv og sine handlinger på en bevidst og egenkærlig måde

Når det at komme videre er et valg
Skal vi absolut tale om balance, så vil jeg også tale om tilgivelse. I det seneste år er jeg blevet konfronteret med ting, relationer, ord, handlinger og manglen på handlinger, som jeg har svært ved at tilgive. Der er tale om ting, som er sårende og omkostningsfulde. Mange siger at tilgivelse skal man give for sin egen skyld. Måske. Jeg ved det ikke.

Jeg har ingen kloge ord at sige om emnet, men om tilgivelse har jeg lært:

  • Tilgivelse hjælper mig med at give slip og komme videre
  • Tilgivelse af en person er ikke det samme som at tolerere den persons handling
  • Tilgivelse hjælper mig med at opføre mig modent og høfligt, som kan være ret så belejligt, selvom jeg mest har lyst til at råbe og skrige
  • Tilgivelse bliver til accept

 

Når sundhed er OGSÅ slankekur…
En sidste ting jeg vil bemærke er en lettere provokeret anmærkning af tre fænomener:

  • Man skal ikke gå på slankekur – det skal være en LIVSSTILSÆNDRING
  • Du skal ikke gå på slankekur – du skal acceptere dig selv, som du e
  • At ville tabe sig er tykfobisk og diskriminerende overfor tykhed

Jep, det handler om vægttab. Det har en faglig og personlig interesse. Faglig fordi en overvægt blandt andet kan føre til skavanker eller disponere for sygdomme. Dermed ikke sagt, at overvægt behøver være specielt usundt, men det er det i mange tilfælde. Det har interesse for mig at forstå overvægt, også de fysiske og psykiske konsekvenser. Personligt set, så har jeg prøvet det på egen krop, og jeg brød mig ikke om følelsen, besværet, ej heller mit udseende.

Hvis man beslutter sig for at tabe sig, er det vel formentlig med et mål for øje. Man kan diskutere, om det i nogle tilfælde handler om et forvrænget selvbillede (hvilket det bestemt gjorde, da jeg som 14-årig prøvede at leve af vand og agurker), men det vil jeg i langt de fleste tilfælde ikke gøre mig til dommer over.

Nytåret ofte anledningen til at gå i gang, så naturligvis bugner internettet med opskrifter på slank lykke. Det har gjort mig opmærksom på en tendens: Slankekur er blevet et fy-ord; nu hedder det livsstilsændring. Slankekur virker (åbenbart) urealistisk og usundt. Den politiske korrekthed er således også nået til ens egen opfattelse af ens egen krop samt ens eget selvbillede. I samme håndevending vil diverse hjemmesider og opslag også fortælle mig, at det er tykfobisk at stræbe efter en slank krop. At vi skal huske på, at overvægt ikke er lig med usundhed. Jeg er i øvrigt HELT med på, at der er en heksejagt – også på overvægtige mennesker – og at det er uhørt. Men i korrekthedens navn ender dette (i min optik) i den modsatte grøft, når slank bare bliver det ny fy-fy, og ønsket om vægttab handler om, at man er slave af forkerte og undertrykkende kropsidealer.

Derfor vil jeg i dette blogindlæg bare så et slag for slankekure og / eller ønsket om at gå ned i vægt. Sundhed kan naturligvis også handle om det.

//Signe Marie

 

 

 

 

 

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *