Om Heart Work

Velkommen til Heart Work:)

Selvom jeg har skrevet det i mit velkommen-indlæg, vil jeg lige give dig et hurtigt overblik, hvis du besøger min side for første gang. Først og fremmest, tak for at kigge forbi. Sociale medier har lært mig, at der kan findes eller skabes et netværk omkring de fleste ting. Og det er netop i samspil med andre (hvilket jeg opdagede på instagram), at der kan finde en masse motivation for mig. Så jeg er rigtig glad for, at du har taget et smut herind.

Ideen med at skrive på Heart Work handler overvejende om, at jeg ønsker et større vægttab (+25 kg), og gerne vil dokumentere det undervejs. Det er ikke første gang jeg har tabt mig, så jeg er øvet i det. Den svære del er at bevare en balance i min livsstil efter endt vægttab. Derfor har jeg anlagt en mere langsigtet strategi – hvilket er en helt ny måde at tænke på for mig!

Jeg er optaget af motivation og forandring. Hvor meget kan man nå at ændre på fx 100 dage? Men på samme tid, kan man også overveje, hvad der afstedkommer langsigtet motivation og forandring? Hvad er realistisk efter den første periode, hvor man ofte er topmotiveret og har krudt i røven.

Hvad er planen?

  • 100 dage til at tabe 10 kg (fra 23. november 2020 til 2. marts 2021)
  • 300 dage i alt til at nå mit ønskede vægttab (fra 23. november til 20. september 2021)
  • Dernæst yderligere 100 dage dedikeret til at få mere intuition, balance, evnen til vægtvedligehold og ro. Madro. Kropsro.

Jeg kommer naturligvis til at revidere det løbende. Det skal være realistisk, og det skal være en fed oplevelse. Ikke en straf.

 

Hvordan vil jeg gøre det?

  • Almindelig mad med fokus på at minimere de hurtige kulhydrater
  • Kalorietælling med en ramme på 1600-1700 kcal/dagligt
  • Maks 3 glas vin ved udvalgte lejligheder
  • Ét ugentligt måltid, hvor jeg spiser akkurat det jeg vil (og derfor accepterer en højere kalorietal for dagen)
  • Nok vand!
  • Motion 3-4 gange om ugen samt minimum en hurtig udstrækningsrutine hver morgen (pga nakkesmerter)
  • Massiv nedskæring på sodavand og kaffe, fordi min mave er begyndt at sige fra og danner alt for meget mavesyre og gør ondt
  • Ugentlig vejning, kropsmålinger og suk…. fotografier
  • Månedlig måling af kropsfedt og muskelmasse

I virkeligheden er det bare det. Og endnu mere i virkeligheden er det ikke bare det. Der følger en masse mentalt arbejde i at ændre sit liv, uanset hvad forandringen handler om. Jeg skal lære at omkode nogle strategier, finde alternativer til vanlige impulser, tænke anderledes om mig selv og på én og samme tid tillade, at det hele også kan være rigtig svært. Et vægttab handler ofte meget lidt kun om vægt.

 

 Disclaimer // Lige en kommentar… 🙂

Jeg har et enormt stort fokus på at tale ordentligt om og til mig selv. Hvis jeg siger, at “jeg er tyk”, så er det ikke ment selvkritisk eller hadefuldt. Så er det fordi, jeg er tyk. Ordene har den magt, vi tillægger dem. Og jeg forsøger i høj grad at rense mit sprog og min bevidsthed for tykfobiske antagelser og tanker. Det er ind i mellem svært med den kultur vi lever i, og det er en ongoing udvikling. Ind i mellem kan jeg sige eller tænke ting om mig selv, som jeg først bagefter indser er fordømmende.
Når det er sagt; jeg er IKKE af den holdning, at det er tykfobisk at ville tabe sig. I hvert fald ikke nødvendigvis. Jeg vil kunne gøre lige akkurat med MIN krop, som jeg ønsker. Jeg vil også have lov til at kunne reflektere over betydningen af at bære på en masse vægt, både mentalt og fysiologisk, positivt og negativt. Og det er du også velkommen til her. Så længe du taler ordentligt.

Har du lyst, kan du finde mig på instagram via et af de nedenstående billeder. Dér hedder jeg også @healthyheartwork
Mange hilsner fra Signe

Ps. Vil du se mine foreløbige resultater, gør det det her! (Der er sgu billeder og det hele…. pyh!)
Desuden har jeg også lavet en side, der fortæller lidt mere om mig og min historie.

[jr_instagram id=”3″]

 

Hits: 12

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *