Om Signe

Hej! Og velkommen.. Mit navn er Signe.
Mit håb, når jeg skriver, er at være menneskelig, relaterbar og ind i mellem at kunne sætte ord på ting, man ikke nødvendigvis taler så meget om. Uanset om jeg kommer omkring tabuer eller ej herinde, er historien på Heart Work rettet mod målet om vægttab og balance i krop og madvaner…. og – tør man håbe? – måske også balance i sind 🙂

Historien om mig er lige så ordinær, som den er særlig, og den begynder sådan her, nemlig med nu.
Jeg er en kvinde i starten af 30’erne, der arbejder som sygeplejerske (og elsker det!), hovedsagligt med akut og kritisk syge patienter. Går man bare et år tilbage, handlede livet mestendels om at forsøge at fungere. I 2017 og 2018 mistede jeg mine forældre til sygdom, og den efterfølgende sorg og den store og langvarige belastning gennem år, ramte mig som en livskrise.
Jeg har stillet spørgsmålstegn ved meningen med at være til, værdien af mit liv, værdien i mit liv, ved mine evner, min identitet, min fremtid og ikke mindst min forstand. Mange af spørgsmålene er ikke besvarede og bliver det nok heller ikke, men i takt med tid og ro (og en længere sygemelding på 8 måneder), begyndte jeg at fungere igen.

Det har været latterligt svært og føltes meget ensom, at især mine kognitive evner gik sig en tur. Derfor sætter jeg pris på min evne til at fungere, efter den er kommet igen. Det betyder, at jeg dagligt mærker stor taknemmelighed i mit liv. På mange måder synes jeg, at jeg har det virkelig godt. Mine ambitioner handler om at blive den bedste sygeplejerske, jeg kan være. Privat set stræber jeg efter at være en god og opbakkende kæreste og ikke mindst en kærlig og tålmodig søster for mine brødre (det er overvejende Yngsten, min autistiske lillebror, der kræver liiiidt mere tålmodighed 😉 )

Det der med vægttab

Heart Work er oprettet for at dokumentere mit vægttab. Jeg har skrevet mere om projektet og planen for det under Om Heart Work. Min krop har altid signaleret meget tydeligt, hvordan jeg har det. Jeg har langt fra altid kunne mærke den så godt som nu, men det er meget tydeligt at se på min krop, om jeg har det godt eller ej. Yoyo-vægt samt en spiseforstyrrelse fra jeg var 12 til slut-tyverne, har været tro følgesvende. Mad kan i perioder blive brugt som strategi til at håndtere følelser eller oplevelser. Når jeg har haft en nedtur, har jeg altid taget på i vægt. Og det er lidt det samme, der er sket her. For under et år siden havde jeg faktisk også et vægttab med stor succes, men igen-igen var det ikke langsigtede forandringer, for nu har jeg taget det hele på igen.

Jeg drømmer inderligt om at lære at leve i balance, og det er mit mål at arbejde hen mod en livsstil med mad-ro, krops-ro… og indrømmet, også en smallere talje 🙂

Spiseforstyrrelsen

Gennem tiden har det været en vildt lang rejse at få smidt den værste dødvægt af dem alle: Skam.
Alt har været skamfuldt, men især alt hvad angår mad og krop. Jeg tror på, at så længe man er gennemsyret af skam, så har man ganske ringe muligheder for at foretage egentlige forandringer på lang sigt, i hvert fald hvad angår livsstilsvaner. Så længe man skammer sig over “hvor klam man er”, hvor dårlig selvkontrol man har”, “hvor tydeligt det er at se, at man er blevet tyk”, så vil alle forsøg på at tabe sig eller ændre livsstil udspringe fra de følelser, ikke fra et godt, realistisk og selvkærligt sted.

Jeg er vokset op i kaos. Det er også en ret god og logisk grund til, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse. Når kaos og angst og bekymringer begynde at overtage, så kunne jeg kontrollere mad og kalorier, og det gav en ro i maven. Følelsen af alligevel at have lidt styring i mit eget liv. Når jeg havde anstrengt mig så længe og så hårdt for at være i kontrol, medførte det dog altid uundgåeligt et kontroltab: Overspisninger.
Efter nogle dages overspisninger blev det igen efterfulgt af et ENDNU hårdere forsøg på at være i kontrol, og sådan levede jeg i en symbiotisk dualisme mellem kontrol og kontroltab hele min opvækst. I starten af tyverne kulminerede det. Evnen til at holde sammen på mig selv krakelerede. I nogle år kæmpede jeg blandt andet med depression og selvdestruktivitet. Der blev LMS (Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade) min redning, takket være et 8 måneders forløb for mig og andre med spiseforstyrrelsen, BED (Binge Eating Disorder).

Og lidt om alt det andet

Historien om mig har også mange flere sider end modgang, spiseforstyrrelse og krops-stress. Mine forældre har altid været støttende og vist mig den største kærlighed. Jeg er i sandhed så heldig, at mine forældre hver især var dem, jeg nærmest var tættest på i livet. Jeg blomstrer, når jeg læser og skriver. Især hvis jeg skriver fiktion, føler jeg mig levende helt ud til fingerspidserne. Generelt er det vigtigt for mig at være kreativ, hvilket blandt andet medfører mange nye strikke-projekter, der ikke lige så ofte bliver gjort færdig. Min humor er fjollet, og jeg elsker at bidrage til en god stemning, for eksempel på mit arbejde.
Ting der kan hidse mig op på den dårlige måde er uretfærdighed, endnu mere selvretfærdighed samt edderkopper. Hvad bilder de sig ind at holde til i mit hjem? Af store smagsoplevelser kunne jeg fremhæve lakridspiber, rødvin og kaffe, men jeg vil nok fremstå mere alsidig, hvis jeg fortæller, at jeg elsker det meste mad. Dog har jeg en forkærlighed for det indiske køkken, selvom min største spiseoplevelse var på en kinesisk restaurant for 10 år siden. Kulhydrater plejer dog også at være et hit. Altså bare kulhydrater 😀

Tak hvis du har læst med så langt. Det var noget om mig. Har du lyst, vil jeg gerne vide noget om dig 🙂 Kommenter gerne nedenfor.

 

Hits: 16

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *