Personligt

Årsdag

I morgen er det den 23. november.
Så er det et år siden, at min kærestemor (stedmor) døde på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice efter et år med kræft.
Min kære, elskede, umulige, stædige, sjove kærestemor.

Det er også et år siden nogen sidst er død.
Da min far blev syg, ændrede min verden sig markant. Men på en måde føltes det som, verden bare blev ved og blev ved at ændre sig. Aldrig et stille øjeblik eller et pusterum, før noget nyt skete. Først blev far syg, så døde mormor uventet, så fik mor en blodprop i hjernen, så døde far, så fik mor et krampeanfald på krampeanfald, så fik min kærestemor kræft, så begyndte min mor at bløde fra maven og lå i koma i 2 dage på intensiv, så….

Sommetider de sidste to og halvt år har jeg kigget på mit eget liv med vantro og tænkt: Jamen nu må det da stoppe!
Derfor har det betydning, at dagen også markerer et år uden dramatiske forandringer og flere dødsfald. Måske livet er ved at vende tilbage til en eller anden form for normalitet?

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *