Personligt

Det man tager i hænderne og danser med

Dagen i dag har været rolig og god.

Jeg har haft besøg af en sød veninde, som også er sygeplejerske. Vi kom til at snakke om mit nært forestående jobskifte.
Det vækker sorg at være nødt til at sige farvel til det akutte felt, som har været min hjemmebane i mit hidtidige arbejdsliv som sygeplejerske. Samtidig er jeg enormt spændt og føler mig både heldig og priviligeret over at skulle arbejde med specialiseret diabetesbehandling fra december.
…Men måske netop fordi jeg ikke selv har valgt, at det er netop nu, jeg skifter retning, kan jeg godt blive ramt af den. Dage som i dag føles det som om noget er blevet taget fra mig.

Jeg har ikke valgt at miste fire familiemedlemmer eller at blive så voldsomt ramt af den stress, der prægede min mors sygdom.
Og jeg ved godt, hvor omsonst det er at sige sådan. Ingen af os vælger de vilkår, der er os givet eller hænder os. Vi har et sæt kort på hånden, og vi må spille dem efter bedste evne. Jeg ved det godt! 

Min mor sagde engang: Hvad end der kommer og banker på din dør må du tage i hænderne og danse med.
Jeg øver mig i at give plads til alle de forskellige følelser, der kommer forbi. Sommetider gør de mig intet godt og jeg lader dem ikke blive længe. Andre gange tillader jeg følelserne at blive der lidt længere. For det første kan man ikke holde ud at være i sig selv, hvis man absolut skal skubbe alting væk hele tiden. For det andet er de ‘uvelkomne’ følelser ligeså meget en del af at gennemleve sorg, tab eller krise.

Nogen sagde på et tidspunkt til mig: “… Sorgen arbejder med dig, ikke så meget omvendt”.
Det tror jeg er sandt. Er der noget jeg har lært de seneste to år, så er det at jeg ikke kan planlægge eller handle mig ud af den krise og den sorg, jeg gennemlever. Det troede jeg i starten. Hvis jeg bare anstrengte mig nok og gjorde det rigtige, så ville jeg… ja, hvad forestillede jeg mig egenlig? At den ville forsvinde? Blive mindre?

…Sandheden er også, at langt de fleste dage er sorgen en følgesvend, jeg byder velkommen. I sorgen er jeg tættere på dem. Ofte forestiller jeg mig, at de står lige bag mig og passer på mig. Som om at hvis jeg bare drejede ansigtet en smule, så ville jeg se deres varme, kærlige smil. Og det føles rart.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *