Personligt

Don’t cry

Her til morgen har jeg simpelt hen grædt så meget uden at vide hvorfor. En uge hvor alting har været nyt, og hvor al min fritid er gået med at sove af ren mental udmattelse, føler jeg mig lidt flosset i kanten. Det får mig til at tænke over et emne, jeg har berørt på den tidligere blog, Sindelag, men som til stadighed har sin berettigelse.

Hvordan håndterer man mennesker, der græder?
Ofte er det jo ledsaget af svære følelser, fx i en personlig krise eller i sorg.
Well, mit absolut første bud er at sige, at man ikke skal håndtere dem. Og det er jo netop det, der kan gøre det så frustrerende. At man ofte ikke kan fjerne det, der er svært eller gør ondt. I amerikanske film eller udsendelser hører jeg ofte en sætning igen og igen, når nogen sidder og græder. “Don’t cry,” lyder den velmenende opfordring.
Men hvorfor egentlig ikke?
Hvad er det ved tårerne, der er så svært at se og høre på?
Hvorfor er tårer i øvrigt en dårlig ting?
Er det ikke bare følelser i fysisk form, som ofte kan virke befriende eller lettende – både imens og efter?

Jeg tror, at man bliver konfronteret med sit eget ubehag over situationen; enten fordi man bliver forlegen, eller fordi det minder om ens egne svære følelser, eller fordi man ikke ønsker, at et andet menneske skal være ked af det. Opgaven er altså – hvis man spørger mig – at lære at sætte sig selv eller sine egne følelser i parentes (til en vis udstrækning…) og møde det menneske med åbenhed.

I mit eget sorgforløb har jeg lært næsten ikke at græde. Jeg kan se, det gør mange forlegen nemlig. Jeg har lært at referere til det svære, som om det var nyhederne jeg læste op: “Så døde min far i mine arme, og så blev min mor indlagt på intensiv med en styrtblødning og så…” Jeg har også lært, at min sorg og mit tab ikke er så interessant for andre. At det taber en betydning eller intensitet, når jeg siger det tilstrækkeligt mange gange. Også selvom det stadig føles som var det i går indeni.

Både som privat menneske og professionel, der har arbejdet med mange mennesker i krise, har jeg gjort mig nogle overvejelser ifht at tale med et menneske i krise/sorg… eller bare en, der græder.

DO

  • Lyt. Ikke kun fordi det er rart for den kriseramte at få lov til at tale ud og få lettet sit hjerte (hvilket dog er en stor del af det). Men også fordi det ofte vil blive tydeligt i samtalen, hvad personen egentlig har brug for. Er det bare at få lov til at sige alle de ting højt? Er det at få trøst? Råd?
  • Spørg ind. Hvis man ikke ved, om man må spørge ind til det, kan man jo spørge, om man må det. “Har du lyst til at tale om det?”, “Har du lyst til, at vi ikke taler så meget om det?”. Den simple version er: “Hvad har du brug for?”
    Hos patienter eller pårørende har jeg været meget vant til at tage de svære samtaler. Når jeg har mødt vrede, afvisende eller “umulige” patienter, kan jeg finde på at sætte mig ved siden af ham, tage hans hånd hvis det føles naturligt (det gør det ofte) og spørge: “Er det i virkeligheden fordi du er bange?” eller “Reagerer du sådan her, fordi du ikke tror, jeg kan passe på dig?”. Det har vækket mange uventede samtaler på den konto.
  • Vær ikke bange for at sige noget forkert. Hold nu op, hvor kan jeg mærke, at folk er bange for at gøre mig ked af det. Men selv et sørgende menneske eller en person i krise har altså også et ansvar for selv at sige fra, hvis noget er for svært at tale om. Men sandheden er, at alle sørgende jeg har mødt siden mine forældre døde, siger nærmest det samme: Man kan ikke sige noget forkert. Det sværeste er, hvis sorgen, krisen, følelserne bliver tabubelagte eller vækker berøringsangst. Højst kan man sige noget, der er for svært at tale om lige nu.
  • Sig det som det er. Ikke alle har jo ligeså nemt ved det der med følelser, som jeg har (Som et familiemedlem siger: “Man er aldrig i tvivl om, hvad Signe føler”), så for nogle vil det være svært og akavet at se et menneske bryde ud i gråd. Og hvis det er sådan det er, er det jo bare sådan det er. I det tilfælde tænker jeg, at det ville være helt okay at sige, at man faktisk ikke ved, hvad man skal sige. At man ikke ved, hvad man skal gøre. Mon ikke det kan være udgangspunktet for en rigtig god samtale?

DON’T

  • Giv ikke råd, hvis du ikke er blevet bedt om det. Well, den siger sig selv. Et kæmpe no-go. Der er ikke noget værre end at få at vide, hvordan en anden synes, man skal håndtere det, der er svært. Altså, man skal nok selv bede om det, hvis man har brug for andres råd. Langt hen ad vejen er det bare det at få lov til at betro sig til en andet menneske. At vide at en anden ved, hvad man går og bærer på
  • Lad være med at sige “Don’t cry”…

Hvad mangler jeg på listen?

 

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *