Personligt

Noget nyt begynder

Godmorgen derude

Her er en hilsen fra mit lille køkken i Brønshøj. Kaffen er netop brygget og kalenderlyset er tændt, selvom det er lidt bagud stadig. I radioen lyder tonerne fra p4, og det er alt i alt en meget hyggelig morgen. Jeg har haft min far i tankerne siden jeg stod op for tre kvarter siden, og jeg har svært ved helt at ryste ham af mig. Som jeg skriver det, går det op for mig, at det måske heller ikke er det, jeg skal. Selvom det også er sorgfuldt at tænke på ham, så er det jo egentlig også dejligt, at jeg stadig har ham så nær. Det er jo – som jeg har skrevet før – også i sorgen, jeg er tættest på ham.

December har ikke bare markeret overgangen til julemåneden og årets sidste måned, men den markerer også begyndelsen på et nyt kapitel i mit liv. Tiden på intensiv er slut til fordel for et arbejde i den specialiserede diabetesbehandling. Det kommer til at blive meget anderledes, udfordrende på en helt ny måde, men også rigtig godt.
En del af det jeg har elsket ved at arbejde i det akutte felt er tempoet, alsidigheden, foranderligheden og helt personligt at beskæftige mig med mennesker i krise. Men det er også de ting, der efter min egen krise er begyndt at få en for høj pris. Desværre. De kritiske tilstande, mange alarmer og akut opståede situationer hele tiden begyndte at påvirke mig så meget, at jeg konstant blev alert, og langt mere end kun i tidsrummet på jobbet. Min søvn blev dårligere, høje lyde kunne få mig til at ryste i lang, lang tid og havde jeg ikke vidst, at det var “psykisk”, havde jeg troet, at den hastige banken i mit bryst var et hjerteanfald.

Jeg vil lige indskyde en bemærkning her: Det er med meget store citationstegn, at min ovenstående reaktion beskrives som “psykisk”. I det hele taget synes jeg ikke, vi i det aktuelle sundhedsparadigme har en særlig helsidet eller tilstrækkelig forståelse for menneskets psyke. Man kan ikke adskille en psykisk reaktion eller psykisk sygdom fra den krop, der oplever det og gennemlever det. Derfor er det også begrænsende at beskrive en mekanisme som psykisk. Jeg kender det fra utallige eksempler i sundhedsvæsnet. Så snart man mente, at årsagen til en bestemt tilstand hos en patient var psykisk eller funktionel, afstedkom det en helt anden reaktion fra de sundhedsprofessionelle. Uh, det kunne jeg skrive meget om.. Det gør jeg ved en anden lejlighed.

Men tilbage til mit “psykiske” alarmberedskab. Ret hurtigt indså jeg, at min alert-ness ikke ville gå væk bare med viljens og tankens kraft. At det ligesom alle andre stress-reaktioner (min med afsæt i den belastning/stress jeg oplevede ifht mange dødsfald på kort tid og i særdeleshed min mors sygdom op til hendes død) skal have lov at tage tid. Så jeg afgjorde også hurtigt, at jeg var nødt til at skifte job. Og jeg kan godt fortælle, at det har udfordret min sygeplejefaglige identitet og forestilling om karriere, at jeg ikke kunne fortsætte. Selvom valget var mit, føles det ikke som et helt reelt valg, men mere som en nødvendighed. Jeg accepterer det, fordi det er vigtigere for mig at passe på mig selv.

Til trods for, at jeg måske ikke føler, jeg helt selv valgte at skifte job på netop dette tidspunkt, har jeg i den grad selv valgt og gået efter den stilling, jeg nu er blevet ansat i. Diabetologi – altså specialet vedrørende diabetes – er jo så utroligt komplekst, og det tænder al min faglige interesse. Fysiologisk er diabetes i sig selv kompliceret at forstå (i hvert fald når man graver ned i biokemi og celleniveau), og menneskeligt er det en sygdom, der er omfattende og påvirker folks livs i meget forskellig grad.
Behøver jeg fortælle, at jeg glæder mig til at komme sådan rigtigt i gang? 🙂

Well, det var en lille morgenopdatering herfra. Mit kalenderlys er nu kun 5 mm fra 1. december, så der er fremskridt på flere fronter! Viserne nærmer sig 6.30, og jeg skal også have smurt madpakke, inden jeg hopper på cyklen.
God dag, og tak for at læse med.

Hilsen Signe

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *