Sygepleje

Den gule streg

På intensiv er man som patient tilkoblet måleudstyr, der kontinuerligt sender målinger om fx puls, hjerterytme og blodtryk op på en monitor. Det kan være af afgørende nødvendighed for sundhedsprofessionelle at kunne supplere sine kliniske observationer med værdier, der ofte er retningsgivende for behandlingen.
Jeg har oplevet mange gange, at pårørende bliver draget mod tallene og kurverne på skærmen. Jeg forstår det godt.
Ind i mellem kan man blive spurgt helt ned i minutiøse detaljer til tegnene på skærmen. Hver eneste gang den gule kurve laver er udsving (et åndedrag), kan det nærmest vække panik (“Hvorfor ser den sådan ud??”) eller vække en helt “overdrevet” opmærksomhed på hver eneste forandring på skærmbilledet.

Jeg synes i øvrigt, det er rigtigt fint, at man gerne vil spørge ind til alle de fremmede tal.
Men manglende forståelse eller manglende erfaring (fx for en ny i specialet) kan dog betyde, at man kan “stirre sig blind” på dem.  De erfarne sygeplejersker siger altid til en, at hvis noget ændrer sig akut hos patienten, skal man kigge på patienten først. Kig på monitoren derefter.

Apparaterne og målingerne kan også give en “falsk tryghed”. Selvfølgelig er der fejlkilder som målefejl og deslige, men målinger er kun et her-og-nu-billede. Et glimt. Og selvom der er statistiske beregninger vi kan inddrage i vores tolkning af målingerne, så fortæller et nuværende blodtryk eller en nuværende hjerterytme mm. ikke nødvendigvis noget som helst om prognose.
Det kliniske sprog kan man lære og tilegne sig, men det er fattigt og mangelfuldt. Man kan sommetider få svært ved at se mennesket bag tallene, stregerne på skærmen, diagnoser, tilstande, symptomer. Det gælder for både klinikere og pårørende.
Jeg synes, vi har en ansvar for at fortælle om betydningen af tallene og stregerne. Men også understrege, at en tilstand hos et menneske kan aldrig reduceres til en målbar enhed…

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *