Sygepleje

Det første hjertestop

På sygeplejekontoret ét minut inde i vagtskiftet ser vi på skærmen, at hendes hjerterytme er blevet til ventrikelflimmer. Få sekunder senere er vi i gang med at udføre hjertemassage inde på stuen. Det er mit første hjertestop, og adrenalinen pumper i mine årer. Jeg og min kollega finder ind i en rytme, hvor vi skifter med hinanden hvert andet minut, og den yngre læge står med en ballon og puster luft ned i hendes lunger efter hver 30. tryk. På et tidspunkt giver brystkasse giver efter under mine hænder. Det er væmmeligt. Hjertestarter på. Et stød. Ingen ændring. Vi fortsætter. Hjertestarter igen. Og så kommer farven langsomt tilbage i hendes ansigt. Hun er langt væk, og det er måske også meget heldigt. Senere på aftenen taler jeg med hendes datter, som bliver rasende på mig. Hun HAVDE sagt til lægen tidligere på dagen, at hendes mor ikke ønskede genoplivning. At hendes mors liv var uværdigt og ulideligt, og hvorfor HELVEDE havde vi ikke skrevet ‘ingen genoplivning’ i journalen…??

Man glemmer nok aldrig sit første hjertestop. Som sundhedsprofessionel i en akut opstået situation er vi trænet til at handle. At behandle. For os handlekraftige sygeplejersker kan det til tider være svært at acceptere, når der ikke er mere at gøre. Uanset om genoplivning er blevet fravalgt, eller om et menneske dør mellem hænderne på os. Men den følelse der ramte mig efter genoplivningen af denne ældre dame, var noget af det værste, jeg havde prøvet. At have gået imod en patients (angiveligt) udtrykte ønske og en pårørendes udtrykte ønske og måske at have frataget min patient en rolig og fredfyldt død. Hvilket liv ville hun nu skulle fortsætte? …

Hvor lang tid der er gået fra et hjertestop til hjertelungeredning og følgelig genoplivning er afgørende for, om det har medført hjerneskader eller ej. Det har noget at gøre med, hvor lang tid patienten får intet eller næsten intet ilt til hjernen. Uagtet dette vil man – når man vågner – altid have ondt efter de hårde pres på brystkassen, ofte med brækkede ribben og en løs brystplade. Desuden er der stor risiko for flere hjertestop efter det første.

….Min kvindelige patient døde et par dage efter. Hun nåede aldrig rigtig at komme til bevidsthed, og vi smertedækkede hende så rigeligt, vi evnede.

Sygeplejersken, Dansk Sygeplejeråds fagblad, no 13, 2019, har i denne udgave tema om døden. Med overskrifter som “Den svære, men nødvendige samtale”, “Den værdige død” og “Det bliver aldrig rutine” sættes der skarpt fokus på, hvordan vi som sundhedsprofesionelle kan sætte ord på og samtale om døden. Der bliver desuden talt en del om genoplivning, og om hvornår og hvordan man tager stilling.

Det gør mig så glad indeni, at man sætter døden på dagsordenen.
I forbindelse med sygdom – uanset hvor “lille” den end må forekomme – kommer patienter i tættere kontakt med deres egen dødelighed. Især på det akutte område hvor jeg primært har arbejdet, kunne en mand være rask og frisk den ene dag – den næste dag var han halvsidigt lammet med talebesvær efter en pludselig blodprop i hjernen. Kan man være meget tættere på end her?
Men selv disse “små” ting, som en travl sygeplejerske måske ikke ser stort på, (“Et fodsår? Så skulle du have set åbne benbrud i går!”) kan for den enkelte være livsændrende:
“Vil jeg dø af det her en dag?”, “Er det her første trin på én lang nedadgående trappe lige lukt ind i dødens gab?”. Trods dramatiseringen er jeg sikker på, du forstår, hvad jeg mener.

Jeg har set mange patienter opleve diffus angst for døden. Hvad end det var ubevidst eller erkendt, kropsligt eller mentalt, vækker sygdom, hjælpeløshed og smerter ofte en angst hos dem, der gennemlever det.

Bare JEG har influenza eller tandpine kan jeg næsten blive helt panisk (indrømmet, det er måske lidt ude af proportioner), fordi min krop gør noget uden for min kontrol. Forestil dig så et menneske, der måske dårligt kan bevæge sig, som har et plasticrør i luftvejene for at kunne få luft, som er afhængig af maskiner og opmærksomme sygeplejersker, hvis liv er fuldkommen uden for egen kontrol.

Jeg har øvet mig i at spørge ind til de her ting.
Nogle gange er jeg direkte: “Er du bange for at dø?” eller “Når du bliver vred på mig, er det så i virkeligheden fordi, du er bange?” Man kan ofte fornemme, hvem man kan spørge på den måde.
Andre gange kan personen i sengen virke mindre bevidst om det eller mindre modtagelig for konfronterende spørgsmål.
Så kan jeg finde på at tage vedkommendes hånd en stund og så fx sige “Man kan godt føle sig rigtig utryg, når man er i din situation. Men lige nu passer jeg på dig, og jeg kan hele tiden se på skærmen dér, hvis noget ændrer sig”.
Sidstnævnte er et eksempel fra min tid på intensiv, og de ord kan virke beroligende for nogle. Men sandheden er også, at sommetider er det slet ikke ord, der skal til. Nogle gange er det bare nærvær.

Min mor døde på Nordsjællands Hospital af et hjertestop. Efter en omfattende amputation af det ene ben, længere tids indlæggelse og endnu længere tids udmattende sygdom stoppede hendes hjerte en fredag aften i august 2018. Hun var to dage før blevet overflyttet fra Kolding, og dér havde man vist glemt at videreformidle, at der var taget stilling til, at hun ikke skulle genoplives i tilfælde af hjertestop. Skæbnen ville, at man gik i gang hjertelungeredning, fik hende genoplivet, og gudskelov valgte man at holde inde, anden gang hendes hjerte stoppede. Jeg er taknemmelig for, at min mor ikke lider mere. Og det er måske den samme følelse, som datteren fra historien om mit første hjertestop havde, da hendes mor endelig kunne få fred. For nogle gange er døden mere værdig end livet. Hvornår det er tilfældet, skal jeg ikke kunne afgøre. Men det er interessant tanke.

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *