Ukategoriseret

Co’vid jul og Vaccine’t nytår

Nu har jeg én nattevagt tilbage, én sovedag og så to dagvagter, så er det nytår!
Der er mange forhåbninger for det nye år, og jeg glæder mig til et 2021, der formentlig handler lidt mindre om virus.
Men selvom man ikke kan sige 2020 uden at blive træt og bekymret, har pandemien blandt andet medført mere taknemmelighed i mit liv.

På en måde blev den meget store, vide verden lige pludselig meget lille i 2020. En virus fra Kina nåede resten af jordkloden på nærmest et split sekund. Og uden egentlig at tænke over det, fik jeg hurtigt følelsen af at være mere forbundet til mennesker rundt omkring i verden – nok fordi vi alle til dels befandt os i samme båd. Det har gjort mig mindre indadvendt, mindre selvcentreret og har givet mig mere medfølelse og opmærksomhed overfor andre end bare mig selv.

Til trods for én menneske i én verden, har afstandene  alligevel aldrig føltes større. Afstanden til resten af verden, afstanden til mennesker i almindelighed, og afstanden til dem vi elsker i særdeleshed. Min – og de fleste andres – omgangskreds er blevet snævret meget ind. Det kunne ikke længere tages for givet at få kram eller have tæt kontakt til andre. Det kunne ikke engang tages for give at trække vejret frit. Masker, masker, masker alle vegne, ikke mindst også hele tiden, når jeg er på arbejde.
Jeg er bestemt blevet mere ydmyg overfor de ting, der tydeligvis ikke kan tages for givet mere. Friheden til at have fysiske berøringer og nærvær i sit liv, friheden til at trække vejret frit, og friheden til at ytre sig uden at blive chikaneret eller det der er værre.

Det har været en lang vej at lægge angsten for smitten fra mig. Når det fylder ALT i mit arbejdsliv og meget i mit og alle andres øvrige liv, har jeg været nødt til at finde en måde at kunne holde ud at være i det på. Jeg har skruet meget ned for nyheder, hører sjældent radio (for fanden, stop smitten-kampagnen annonceres jo hvert kvarter!) og læser kun sammenfatningerne efter de mange coronapressemøder. Overskuddet har været mindre, men det gælder stort set for alle, jeg kender.

…Måske på grund af det – eller måske på grund af alt muligt andet – er jeg blevet mere opmærksom på, hvad der skal have lov at tage min energi. For eksempel er det mindre vigtigt, at alle skal kunne lide mig (en lidt karikeret udgave af hvad jeg egentlig mener), og jeg er begyndt at anholde det, hvis jeg er utilfreds med noget. Det er desværre ikke altid endt så godt, men det er klart… det er aldrig rart, når folk begynder at sige fra.

2020 har også handlet om tempo. Under lockdown i foråret (inden jeg indgik i beredskabet) havde jeg nogle uger, hvor en anderledes hverdag indfandt sig. Jeg begyndte at gå ture op til flere gange om dagen. Jeg satte mig på en bænk og kiggede på fugle, læste mere, strikkede mere. Alle ting der satte mit tempo ned og blev siddende som en reminder i baghovedet. Det er langt fra lykkedes mig resten af året, men når jeg kan, bestræber jeg mig på at komme ned i tempo og få mere ro på tanker, angst, planer om projekter og selvrealisering.

Her ved årets afslutning (og efter en del vagter på isolationsstue) er jeg rigtig meget klar til at snakke lidt mindre om virus, smitte og håndhygiejne. Men det er vigtigt for mig også at huske på, hvad jeg kan tage med mig. Jeg er for eksempel glad for, at vi generelt har fået mere opmærksomhed på håndhygiejne. Jeg er glad for de mange tiltag der har været under corona med nabohjælp og velgørenhed til folk der på den ene eller anden måde er mere udsatte ifht smitten.

Og så er jeg skide glad for, at jeg her til eftermiddag har fået første vaccine. Det er SÅ godt!

PS. Jeg har hverken krampet, udviklet autisme eller anafylaktisk chok endnu.

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *