Ukategoriseret

Det handler om værdighed

Her til morgen hørte jeg i radioen, at man blandt andet i Frederiksberg kommune nu har gjort det forbudt at ryge på offentlige legepladser. Selvom man egentlig ikke har ressourcerne til at sanktionere det, forventes det, at øvrige forældre så vil sige noget til dem, der eventuelt kunne finde på at ryge på legepladsen. Det er i min optik helt acceptabelt, at man skaber røgfri zoner rundt omkring (især hvor der er børn og unge), men at folk så skal til at gribe til selvjustits for at få rygere til at lade være med at ryge….?

Langt de fleste af os ved, at rygning er skadeligt på nærmest alle tænkelige måder. Som sygeplejerske har jeg mødt så mange mennesker, der kunne gøre en stor forskel for deres sundhed, hvis de “bare” holdt op med at ryge. Jeg personligt bryder mig ingenlunde om rygning. Hvis jeg får børn har jeg på det groveste tænkt mig at stille krav til absolut ingen rygning omkring mit barn. Jeg går altid i store cirkler udenom folk, der står og ryger, fordi jeg hader røgen, og jeg kan ikke være i byen, hvor der må ryges …Hvordan kan jeg så som sundhedsprofessionel – og personligt –  ikke støtte op om enhver indsats mod så sundhedsskadelig en vane?
Det skal jeg fortælle dig.

Det handler om værdighed
Den heksejagt man politisk og kulturelt set har indledt mod blandt andet rygere, betragter jeg som uværdig. Her taler jeg hverken om generelle sundhedsfremmende tiltag eller det forebyggende arbejde man kan udføre især blandt børn og unge.
Nej, jeg taler konsekvenserne for de mennesker, der har været rygere i lang tid, som realistisk set enten ikke kan eller vil stoppe. Det er blandt andet patienter, jeg møder hver dag. Jeg ved, og de ved, at et rygestop ville gøre en stor forskel, men det er af den ene eller anden eller tredje grund ikke dér de er. Ikke nok med at de bliver belært at sundhedsprofessionelle og medier konstant, de afkræves også fra politisk side at betale stadig højere priser for et forbrug, de har haft siden de var måske 14 år gammel.
Men forestil dig så lige oveni de blikke og holdninger man møder fra omverdenen. En ryger! Det er så fyfy, at man er mere ryger end menneske.

I sundhedens navn
Hvis det ikke er heksejagt på rygere, så er det heksejagt på tykke. Eller folk der tillader sig at servere gluten for deres børn. Eller heksejagt på folk, der drikker sodavand med sødemiddel eller træner under graviditeten eller lader være at træne under graviditeten eller eller eller… Og vi føler os berettigede til at have de meninger og i den grad også give dem til kende. Det er jo usundt! Som om sundhed er blevet den eneste parameter af betydning. Nånej, et argument er selvfølgelig også at tykke/rygere/[indsæt selv] bliver mere syge og kommer til at koste samfundet mere på sigt.
Sandheden er, at debatten her handler ikke om sundhed eller om økonomi. Den handler om mangel på respekt.

Compliance
Som sygeplejerske er jeg nødt til at have respekt for min patients baggrund, egen forståelse, liv, meninger og ståsted i almindelighed. Respekt betyder ikke, at jeg pådutter min patient en rigtig måde at leve på. Jeg er ikke bleg for at turde “vide bedre” i visse sundhedssammenhænge, og jeg føler mig forpligtet til at vejlede og oplyse, men jeg bevarer hele tiden min respekt for det menneske overfor mig, som måske ikke kan eller vil prioritere, som jeg finder rigtigst.

Der er altid en grund til, at mennesker gør, som de gør. I sundhedensvidenskaben (og formentlig også i mange andre fag) taler vi om compliance. Compliance handler karikeret sagt om, “hvordan vi får patienten til at følge den behandling, vi foreslår”. En non-compliant patient er én, “der ikke gør, hvad vi siger”. Jeg oplever det ikke brugt egentligt fordømmende, især fordi begrebet ikke forholder sig til, hvad grunden er til det.
Til gengæld kan det for os som sundhedsprofessionelle skabe en opmærksomhed på en problemstilling. Det skal vække nogle overvejelser. Har han ikke tillid til sundhedsvæsnet? Har han vigtigere eller sværere ting i sit liv end rygestop, der fylder? Er egenomsorgen dårlig? Og hvorfor?

Hvis man vi gøre noget, foreslår jeg, at man skruer ned for fordømmelsen. Motivation kommer ikke af fordømmelse; det kommer indefra. Og nogle gange skal der et lille skub til, fx et “Jeg tror på, at du kan det her, og jeg vil gerne hjælpe dig”.

 

_____________________

Man må gerne ønske, at folk holdt op med ryge.
Der hvor værdigheden forsvinder er der, hvor vi (os) skal få rygerne (dem) til at holde op. Hvor vi reducerer reelle og måske for den enkelte meget svære eller betydningsfulde problemstillinger om rygning og livsstil til et spørgsmål om samfundets økonomi. Hvor vi har så travlt med at tage afstand til den slags mennesker, der gør noget, vi ikke bryder os om. Hvor vi straffer folk økonomisk for at tillade sig at ryge. Hvor vi forventer, at fremmede mennesker på en legeplads skal gå over til en ryger for at fortælle ham, at her må man ikke altså ikke ryge. Heksejagt.

 

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *