Ukategoriseret

Giv den videre

Ind i mellem kalder man det at have “knugende angst”, men for mig er angst mere som at blive svimmel. Angsten for at miste i særdeleshed er uværgerligt forbundet med følelsen af at blive snurret rundt, til jeg bliver så svimmel, at jeg taber alt det, jeg har i hænderne. Jeg ser det næsten for mig; som at stå med en kæmpe bunke papirer i armene, og så bliver jeg ramt af en vind, der snurrer mig rundt og rundt, så alle papirer ryger ud af favnen på mig og flyver spredt for alle vinde.

For mindre end to døgn siden gik det op for mig, at svimmelheden læner sig op af frygten for at falde. For det er netop sådan jeg føler, når en jeg elsker, er akut eller livstruende syg. Desværre har jeg en smule erfaring på den konto, men det er altså først nu, at jeg forstår, hvorfor jeg føler mig svimmel: Det er fordi, jeg mister balancen – fordi jeg mister kontrollen – fordi jeg bogstaveligt talt bliver magtesløs. På det tidspunkt sad jeg i en ventesal på Bispebjerg Hospital kl. 2 om natten og ventede på, at operationen skulle overstås. I øvrigt skal jeg da love for, at de ukomfortable stole og det uvenlige skarpe lys ikke opfordrer til længere tids ophold. Hvilket jeg dog måtte ignorere, for operationen tog 4 timer. Det er besynderligt hvor anderledes hospitalet tager sig ud, når man er der som pårørende. Mere uvenligt.

Det kan være forskellige ting, der får mig til at kaste mig over bøn. Men absolut oftest er det angst eller bekymring.
Når jeg beder, så ‘giver jeg den videre’. Det jeg har på hjerte giver jeg videre og beder om hjælp til at forstå, overkomme eller bare udholde. Jeg giver magten videre, til hvem end det er, der lytter. Når jeg bliver fortvivlet, mærker jeg, at jeg ikke selv har magten til at gøre nogen forskel på liv og død. Jeg er ikke afgørende. Jeg har ikke ansvaret. Det har en yderst beroligende virkning at tage mig selv ud af ligningen.

Sådan sad jeg så klokken to om natten, da jeg begyndte at bede for min tante, der lå på operationsbordet. Og ja, også lidt for mig selv. Og for mine brødre. Nogle timer senere fik jeg lov at hilse og kysse hende godnat efter en veloverstået operation.
I skrivende stund er det ikke afgjort, hvor stabilt hendes efterforløb har tænkt sig at blive. Nu ligger hun indlagt på den intensivafdeling, jeg arbejder på i øjeblikket. Ret mærkeligt at være pårørende blandt mine kollegaer. Men sådan må det være. Jeg kan ikke ændre på det. Og det er faktisk det, der giver mig ro lige nu.

Hits: 86

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *