Ukategoriseret

Sorgen er en følgesvend

Jeg har sådan en mærkelig, lidt vemodig dag. Det er svært helt at afgøre, hvad det handler om. Efter mine forældres død har jeg bemærket, at glæde og sorg ikke er hinandens modsætninger. De kan sågar næsten være hinandens betingelser.
Hvis jeg er rigtig glad, er der samtidig kort afstand til sorgen.
Når jeg oplever noget, der gør mig helt høj af lykke, mærker jeg savnet til dem, jeg gerne ville dele dem med.
Og i sorgen findes også glæden, for når jeg savner min far, så jeg er helt ved at sprænge, mærker jeg også glæden og taknemmeligheden over de 29 år af mit liv, hvor han levede. Og måske er det lidt det, der er sket i dag. Jeg føler en glæde og lettelse over at have ferie og have tid til ting, der gør mig glad. Og så savner jeg især min far rigtig meget.
Hvis jeg er lidt mere underskudsramt og mangler hjælp og vejledning, så er det typisk min mor, jeg savner mest.

Min far døde efter 3 og et halvt måneds sygdom med kræft i 2017. Det paradoksale var, at min far var altid den raske forælder. Min mor var den syge, hende med det skrantende helbred. Hyppige indlæggelser, blind efter en blodprop i hjernen i 2008, førtidspension, daglige smerter, til sidst hjemmepleje og amputation af benet. Hun døde i 2018. To måneder senere døde min stedmor og fars partner gennem 20 år – også af kræft.

Det føles helt latterligt, når jeg skriver det. Det var så intense 13 måneder, og jeg kan næsten blive imponeret over, at jeg stadig står på benene. Nu er det selvfølgelig også snart fire år siden. Selvom der er dage, hvor det føles som om, det var i går.

På bloggen her vil det nok føles naturligt og nødvendigt for mig at skrive om sorg også. I hvert fald ind i mellem. Sorgen er helt klart rykket mere i baggrunden, og jeg kan både føle glæde og have drømme for fremtiden. Alligevel føles tilværelsen stadig noget desillusioneret. Jeg kæmper – overraskende nok – stadig med at finde mening i det hele taget. Det føles som om, at baggrundsmusikken for mit liv (som det ser ud nu) er mere afdæmpet, mere falmet i farverne. Min verden er ikke kun grå – langt fra -, men den er heller ikke i skarpe farver. Endnu.

Jeg tilskriver min depression i starten af tyverne grunden til, at jeg ikke har udviklet en depression siden. Jeg har lært – akkurat så brutalt, som var det en knytnæve i fjæset – at alting er i forandring. Alt man ikke kan stole på, at virkeligheden er uforanderlig eller stillestående. Der kommer altid noget bagefter. Og også de gode ting. Nogle gange handler det om at acceptere, at man ikke har lyst til at gøre de ting, man skal. Man gør dem, fordi man skal. Og før eller siden vender bøtten.

Men nu, et glas vin.
God mandag

 

Hits: 16

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *