Ukategoriseret

Her er fodkoldt, og kaffen er drukket for længst. Måske et diskret hint om at rejse mig og komme i gang med dagens ærinder, men næ, jeg har ikke travlt. Der er intet jeg skal nå. Noget uventet måtte jeg nemlig tages ud af de to dagvagter, jeg skulle have haft i dag og i morgen. Min håndeksem er blusset op – formentlig en kombination af vintervejr og dagevis med handskebrug op til flere timer ad gangen. Det gør mig bange for, at det skal til at eskalere med det håndeksem, så det føles som et okay kompromis at holde hænderne i ro nogle dage. Den åbenlyse fordel er, at nu har jeg fri indtil det nye år!

Formiddagen er stille og grå. Jeg strikker på en værtindegave til nytårsaften, som bliver ganske afdæmpet. Meget usædvanligt taget mit vanlige nytårsprogram i betragtning. Lige nu er det hele egentlig okay til trods for kolde fødder, en irriterende konflikt i mit familieliv og ikke mere cola zero køleskabet.

…I dag savner jeg i øvrigt min mor. Egentlig sørger jeg meget i bidder, men ved højtiden og mærkedage fylder det ikke underligt endnu mere. Den anden aften læste jeg i hendes dagbog fra 1988, 3 måneder efter jeg blev født.

“Min egen lille unge.
Hvor jeg dog savner dig. Jeg har helt ondt i maven når jeg tænker på dig. I går aftes prøvede jeg at forestille mig at tage dig op og holde dig, men jeg har så svært ved at se dit ansigt for mig.
Når du smiler… Jeg bliver så glad, når jeg tænker på det.
Nu er der kun mandag og tirsdag, og så skal jeg hjem. Jeg kan faktisk ikke vente

 

 

 

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *